Vin & Gastronomi i Italien

Afrejsedato: 25. september 2010

Trøffeljagt med hund i Piemonte. Eventyrlige vine. Gastronomisk videnskab. Olivenolie og traditioner. Amarone og Valpolicella. Erfaren dansk rejseleder bosat i Italien og med indgående kendskab til mad og vin.

Mad og vin har en stor plads i de fleste menneskers hjerter – og ikke mindst, når det er den italienske version vi taler om. Italien har det hele, og lidt til, og på denne livsnyderrejse i det norditalienske, besøger vi to af landets førende vinregioner, nemlig Veneto og Piemonte. Vor rejse bliver et herligt potpourri af nogle af Italiens bedste vine, Amarone, Ripasso, Barolo, Barbaresco, Franciacorta og Lugana, for blot at nævne nogle få. 

Vi besøger historiske vinslotte, små familiedrevne vingårde og storproducenter. På den måde får vi lov at opleve så bred en del af den italienske vinverden som muligt. Derudover byder rejsen på gastronomiske oplevelser som olivenolie-smagning, trøffeljagt med hund og efterfølgende smagning, samt et væld af spændende frokoster og middage, alt sammen baseret på de fantastiske lokale råvarer og herlige traditioner. Selv om det primært er en kulinarisk rejse – har der også indsneget sig et par kulturelle indslag. Vi besøger  kulturbyerne Verona og Alba med alt hvad det indebærer – men ellers befinder vi os mest på landet. For at udnytte tiden bedst muligt, flyver vi ud til Venedig og hjem fra Nice, og så bor vi i selve vinlandet. De første 3 nætter tilbringer vi i det skønne Valpolicella og de sidste 4 i centrum af landsbyen Pollenzo, som er med på Unescos Verdensarvliste – og som samtidig huser Universitetet for Gastronomisk Videnskab. Dette er en rejse for alle sanser – og selv om den kun varer en uge, har man oplevelser med hjem for resten af livet – og samtidig god inspiration til vinterens kulinariske gæstebud.

Læs mere om Veneto og Piemonte hos Italiens turistbureau


REJSEBESKRIVELSE:

Dag 1
Vi ankommer midt på aftenen til Venedig lufthavn, hvor vi modtages af vores rejseleder. Straks efter bagageudlevering kører vi mod vinområdet Valpolicella, hvor vi skal bo de første nætter. Hotellet ligger smukt blandt vinmarker i hjertet af Valpolicella ca 500 meter fra byen Fumane. Undervejs fra lufthavnen holder vi en pause, så der er mulighed for at købe en sandwich.

Dag 2
Efter en sen ankomst, skal vi nu lære Valpolicella og det øvrige lokalområde at kende, og det bliver en lang og rigtig spændende dag.

Første stop bliver i den nærliggende by San Pietro, hvor vi besøger én af områdets vigtigste vinproducenter og smager 2 Ripasso og 2 Amarone – Valpolicellas kendteste vine. Vi fortsætter herfra mod sydvest til den lille pittoreske vandmølleby Il Borghetto, der ligger smukt ved Mincio-floden. Byen er en af de mest specielle i Norditalien, og er klassificeret som ”en af de smukkeste landsbyer i Italien” (i Borghi piu belli d´Italia). Der er mulighed for at spise frokost på egen hånd, inden vi ud eftermiddagen når Lugana, et godt hvidvinsdistrikt lige syd for Gardasøen. Her besøger vi én af topproducenterne og smager både husets hvide og røde vine.

Olivenolien fra Gardasøen er én af Italiens bedste, og derfor er det naturligt at besøge olivenolie-museet, hvor vi ser, hvordan man producerer olie, og har mulighed for at smage de forskellige typer. Dagen afsluttes i byen Bardolino ved Gardasøen, hvor vi indtager en dejlig velkomstmiddag med 6 retter mad samt vine i et 500 år gammelt palads på strandpromenaden.

Dag 3
Sidst på formiddagen begiver vi os til Verona, områdets hovedstad og værtsbyen for den berømte vinmesse, ”Vinitaly”. En lille bytur til fods fører os til et osteria, hvor italiensk ”smørrebrød” udgør en let frokost, før vi har en lille vinsmagning af områdets vine samme sted. Ud på eftermiddagen går turen hjem til Fumane, hvor vi ser hotellets egen vinkælder og smager deres produkter. Aftenen afsluttes med middag i hotellets glimrende restaurant, akkompagneret af deres egne vine.

Dag 4
Vi forlader nu regionen Veneto, og når for en kort bemærkning Lombardiet. I Franciacorta-området skal vi se, hvordan Italiens bedste Spumanter fremstilles og smagningen bliver i forbindelse med frokost på selve gården.

Derfra går turen videre mod Piemonte, Italiens gastronomiske mekka. Vi checker ind på vort hotel, perfekt beliggende i den lille by, Pollenzo, som har romerske aner. Torvet, hvor hotellet ligger, er på Unescos Verdensarvsliste og huser også niversitetet for Gastronomisk Videnskab. På torvet indtager vi vor fælles middag.

Dag 5
Nu skal vi lære Piemonte at kende, og formiddagen tilbringer vi i Langhes hovedby, Alba. Byen er hyggelig og har et væld af elegante butikker, ikke mindst ud i det kulinariske.

Byen er jo først og fremmest kendt for sine hvide trøfler, der er deres vægt værd i guld. Efter tid på egen hånd til frokost, går turen nu til landsbyen, som har givet navn til én af verdens bedste vine, Barolo. Vort første stop bliver i det regionale vinmuseum, hvor vi ser plancher over markerne, en model af området og og så smager 3 forskellige Barolo-vine.

Herefter besøger vi områdets vigtigste producent, nemlig dem, der opdagede Barolo. Vi besøger deres historiske kældre, og har efterfølgende smagning af 1 Barbaresco og 2 Barolo.

Aftenen på egen hånd.

Dag 6
Sidst på formiddagen besøger vi endnu en god Barolo-producent. Vor smagning af mange af deres fremragende vine akkompagneres af en let frokost i form af pølse- og ostebord. Ud på eftermiddagen mødes vi med én af hundene fra Universitetet for Trøffel-hunde og dens ejer. Vi lærer om disse værdifulde svampe, og går selv på jagt i selskab med hunden. Afslutningsvis er der smagsprøver i privaten.

Dag 7
Denne morgen besøger vi det historiske vinmuseum i Grinzane Cavour. Borgen, som huser museet, er også hjemstedet for Ridderne af Vine og Trøfler fra Alba.

Herfra går turen til chokoladebyen Cherasco, hvor der bliver tid til frokost på egen hånd.
Eftermiddagen fri.

Afskedsmiddag i Verduno på én af områdets mange hyggelige restauranter.

Dag 8
Vi starter tidligt fra hotellet og håber at få tid til frokost i middelalderbyen, Dolceacqua, på vejen mod Frankrig og lufthavnen i Nice, hvorfra turen går hjem til Danmark efter en uforglemmelig uge i vinen og gastronomiens tegn.


Priser og fakta  Udskriv

Grundpris iht. prorgam kr. 11.890,-
Enkeltværelse tillæg kr. 2.025,-

 

Prisen inkluderer:
  • Fly København-Venedig / Nice-København inkl. alle afgifter
  • 3 nt på Hotel Costa degli Ulivi 3* Valpolicella
  • 4 nt på Hotel La Corte Albertina 3* Pollenzo
  • 7 x morgenmad, 3 x frokost m. vin, 4 x middag m. vin Transporter iflg. program
  • Udflugt Valpolicella m. vinsmagning, Borghetto, Lugana og middag i Bardolino
  • Udflugt Verona m. frokost. Vinsmagning
  • Udflugt Franciacorte m. frokost og spumantesmagning
  • Udflugt Alba og Barolo m. 2 vinsmagninger
  • Udflugt vinsmagning, frokost og trøffeljagt m. hund
  • Udflugt vinmuseet i Grinzane og chokoladeby Cherasco
  • Dansk rejseleder

 

Prisen inkluderer ikke:
  • Forsikringer og gebyrer